Daginstitutionernes hverdag 2018

Undersøgelsen som er lavet af Bureau 2000 - Analyse og Forskning for FOA viser at hver anden ansat i vuggestuer og børnehaver oplever dagligt eller flere gange om ugen, at de må skære ned på omsorgen til børnene. Lav normering og flere dokumentationsopgaver får skylden.

Undersøgelsen er en repræsentativ spørgeskemaundersøgelse i januar 2018 til alle landets daginstitutioner. Der er udsendt tre sæt af spørgeskemaer: Til institutionsledere, til en medarbejder i hver institution og til område-/klyngeledere. Der er kommet svar fra institutioner i 97 ud af 98 kommuner, og en statistisk analyse viser, at undersøgelsen er repræsentativ.

Undersøgelsen er offentliggjort i Politiken 6. marts 2018 Papirarbejde tager tid for børnene

Hent hele undersøgelsen her: Daginstitutionernes hverdag 2018

Undersøgelsen belyser en lang række forhold i daginstitutionernes hverdag. De mange resultater gør det uhensigtsmæssigt at samle dem alle i ét resumé. I stedet kan man i begyndelsen af hvert kapitel læse nogle vigtige resultater. Et udvalg af disse resultater skal dog refereres her:

Kapitel 1 beskriver rammerne for daginstitutionernes arbejde, herunder familiesammensætning. Nogle vigtige resultater er: • Gennemsnitsstørrelsen for vuggestuegrupper er 12 børn, hvorimod børnehavegrupperne i gennemsnit ligger på 20 børn. Den traditionelle norm er henholdsvis 10 og 20 børn. • De private institutioner har gennemgående en større andel af fx uddannede og dansktalende forældre end de kommunale.

Kapitel 2 beskriver, hvordan dagen typisk forløber for børn i daginstitutioner. Det ses bl.a., at: • Børnenes daglige opholdstid anslås til omkring 7,5 timer i gennemsnit.

Kapitel 3 beskæftiger sig med bemandingen og arbejdstidens anvendelse. Et vigtigt resultat er: • Der er i løbet af de seneste tre år kommet færre timer pr. barn til det direkte arbejde med børnene. Bemandingen er ganske vist stort set uændret, men efter ledernes vurdering er den del af tiden, der går til administration, dokumentation m.v. fortsat vokset.

Kapitel 4 beskæftiger sig med alenearbejde, dvs. perioder på dagen, hvor en enkelt medarbejder er alene med ansvaret for en børnegruppe. Udbredelsen af alenearbejde analyseres i dette kapitel. • I gennemsnit har daginstitutionerne 48 minutter i ydertimerne, hvor en medarbejder alene har ansvaret for hele institutionen. • 38 pct. af vuggestuegrupperne og 57 pct. af børnehavegrupperne har skemalagt alenearbejde af kortere eller længere varighed i den periode, hvor grupperne er åbne. • 26 pct. af medarbejderne var – ud over skemalagt alenearbejde – sidste onsdag alene med en børnegruppe i en halv time eller mere på grund af sygdom eller lignende. • Mere end en tredjedel var desuden alene på legepladsen med en børnegruppe sidste onsdag.

Kapitel 5 belyser den daglige omsorg. • 54 pct. af stuemedarbejderne har dagligt eller flere gange om ugen oplevelser af, at den omsorg, de kan give, er utilstrækkelig. • Der er en statistisk sikker sammenhæng mellem disse oplevelser og antal børn pr. medarbejder i institutionen: Jo flere børn pr. medarbejder, jo større risiko for, at omsorgen glipper.

Kapitel 6 belyser forældresamarbejdet. Nogle resultater er: • 82 pct. af de institutioner, der er omfattet af områdeledelse, har lokale forældreråd. • 66 pct. af institutionerne har faste forældresamtaler en eller flere gange om året. • 32 pct. af stuemedarbejderne har en oplevelse af ikke at have tilstrækkelig tid til at tale med forældrene dagligt eller flere gange om ugen.   Kapitel 7 belyser daginstitutionernes arbejde med børn med særlige behov. • Såvel ledere som medarbejdere ser personalenormeringen som den alvorligste hindring for inklusion.

Kapitel 8 belyser samarbejdet med forvaltningen. • Selv om ledere/områdeledere generelt oplever et godt samarbejde med forvaltningerne, er de ikke sikre på, at de lokale politikere ved så meget om daginstitutionsområdet. • Mere end halvdelen af daginstitutionerne deltager i ét eller flere udviklingsprojekter.